Historie
Gjessinggaards 16 gravhøje fra bronzealderen, talrige køkkenmøddinger og mange andre oldtidsminder vidner om at, det lavvandede fjordområde med tilstødende strandenge og skov har været et attraktivt sted at bosætte sig lige siden den sidste istid.
De første skriflige beretninger om egnen finder vi i de norske kongesagaer, hvor det fortælles at Kong Harald Haarderaad i 1048 sejlede hærgende op gennem Gudefjorden efter at have plyndret og nedbrændt flere danske byer. Her tog han den store vikingehøvding Thorkild Geysas to døtre til fange, og Geysa måtte udrede store summer for at få sine døtre tilbage. Thorkild Geysas borg lå der, hvor Gjessinggaard ligger i dag, og det formodes at det er Geysa-navnet der senere er blevet til Gejsas gård og siden til Gjessinggaard.
I 1400 tallet ejes Gjessinggaard i flere generationer af familierne Lykke og Friis, hvoraf den sidste var Oluf Friis som døde barnløs. Ved hans død arvede hans søster derfor Gjessinggaard. Hun var gift med lensmanden på Halkjær Niels Munk. Ved hendes død overgik ejerskabet af Gjessinggaard derfor til hendes søn, Otto Munk i 1504.
Familien Munk ejede derefter Gjessinggaard i fire generationer og mere end 100 år. Især Kresten Munk, som ejede Gjessinggaard i over 40 år frem til 1612, havde en stor karriere ved hoffet og militæret, hvor han opnåede rang af admiral og han blev lenshaver af fjerntbeliggende len som Trondhjem og Visborg og også af flere len i Danmark. Han satte i meget høj grad sit præg på egnen og forskønnede blandt andet Tvede Kirke med tårn og kirkeklokke, altertavle og prædikestol samt et anseeligt epitafium for sig selv og sin hustru Anne Skram.
1618 solgte Kristen Munks søster Gjessinggaard til Iver Juul på Villestrup. Tre generationer af Familien Juul ejede Gjessinggaard frem til 1699. Juul slægten var dygtige administratorer, og ejendommen blev betragteligt udvidet og forbedret i deres ejertid.
Margrethe Juul, som arvede efter sin far Malthe Juul i 1661, giftede sig samme år med lensbaron Mouritz Putbus, ejer af Einsidelsborg på Fyn. Ved hans død i 1699 overgik ejerskabet til datteren Baronesse Anna Sidonia von Putbus, som efter 14 års ejertid i 1713 solgte ejendommen til Godhart Braem, søn af biskoppen i Århus. Han ejede Gjessinggaard i 20 år, men døde ugift, barnløs og stærkt forgældet.
Hans arvinger ønskede ikke at vedgå arv og gæld, og Gjessinggaard blev købt af Amtsforvalter for Silkeborg, Dronningborg og Mariager amter Hans Folsach. Etatsråd Hans Folsach hørte til en kreds af dygtige jyske godsejere, som havde deres virke på den tid, og som har sat sig mange spor i landsdelens udvikling inden for skolevæsen, kirker og godser.
Hans Folsach rev det gamle bygningsanlæg ned og opførte i 1747 en meget smuk trefløjet barok hovedbygning, som den dag i dag regnes for et af de bedste barokanlæg i Jylland. I 1760 blev sønnen Christian Michael Folsach adlet og benyttede lejligheden til at indrette og udsmykke den store sal med de møbler og kongemalerier, der fortsat pryder salen.
I otte generationer værnede familien von Folsach om stedet og ydede på hver deres måde det bedste for at forbedre og forskønne ejendommen. Familien ejede stedet i næsten 250 år indtil Kammerherre Hans von Folsach i 1977 overdrog ejendommen til sin hustrus nevø Peter greve Bernstorff, som fortsat ejer Gjessinggaard .
